Elias er nu et halvt år gammel. Det blev han den 21. januar.
Tiden går så stærkt. Baby-tiden er jo næsten forbi allerede.
Det skærer lidt i
hjertet at tænke på.
Men Elias blev også hjulpet godt på vej til at blive endnu
større, da jeg onsdag i sidste uge fik en opringning. Det var studievejlederen,
som er tilknyttet sygeplejerskeuddannelsen i Viborg. I sommers søgte jeg ledige pladser på uddannelsen – men der var ingen tilbage. Det var der pludselig nu, og lille Maria her skulle bestemme sig for om hun ville besætte denne ledige plads, og det skulle hun bestemme sig for allerede til næste morgen.
Så jeg måtte træffe et valg.
Og nøøøj, hvor har jeg hylt. Hylt over at skulle
væk fra min lille dreng. Jeg havde nok bestemt mig fra start. At jeg ville
gribe chancen. Og det var jo nok i virkeligheden, det der gjorde så ondt. Al
den tid, man synes man stjal fra sig selv, og ikke mindst fra ham. Tiden kommer
jo ikke igen, og hvad nu hvis jeg fortryder? Hvad nu hvis han bliver helt
ulykkelig – eller værre end tænkeligt; knytter sig mere til sin dagplejemor end
jeg?! Ja, egoist. I know. Men jeg ved bare at jeg kommer til at savne ham som
en gal.
Men det er ikke kun ren ulykke. For hvem siger det hedder baby eller studie? Jeg kan jo sagtens få begge dele. OG jeg glææææder mig til at
starte. Barsel er rigtig hyggeligt, men let’s face it, det bliver nok bare
aldrig mig, der komme til at gå et år hjemme, medmindre jeg har noget at
fordrive tiden med. Her på det sidste har jeg lidt følt, at jeg ikke var godt
til ”andet end bare” at være mor. Men det er jo ikke rigtig, og det ved jeg
også godt, men det føler man sgu. Barsel er et helvede, men samtidig en
tilstand af komplet lykke.
Men studie – ja, jeg griber chancen. Jeg har bestilt bøger, fundet weekendjob på Sødisbakke og fundet en dagplejemor, som jeg tror vi kommer til at svinge med. Elias kan i hvert fald meget godt lidt hende.
Men det jeg egentlig vil med det her, er jo nok at fortælle alle mødrene derude, som sidder og føler sig utilstrækkeligt og føler en kontant dårlig samvittighed over ikke at stå til eller over at fejle, at de skal jo nok klare sig, de kære børn. Så længe vi overøser dem med kærlighed selvfølgelig. Det jeg har fået ud af dette valg, denne oplevelse oplevelse – kald det hvad I vil – det ér, at man virkelig skal huske at gøre noget for sig selv. Hvis mor har positiv energi, så smitter det af på baby. Så grib chancen, hvis det er det der gør dig lykkelig. Det er ikke noget ved at have mor på barsel, hvis hun alligevel bare går og sumper, og bliver depri. Og ja… selvfølgelig elsker vi vores små guldklumper og elsker at tilbringe tid med dem. Men der er bestemt ingen, der skal komme og fortælle mig at jeg elsker min lille dreng mindre blot fordi jeg vælger at gå på barsel et halvt år og ikke et helt år. Det er som om at det bare at blevet en selvfølge at man kun går op i sit barn, hvis man får 12 måneder derhjemme – og halvdelen af tiden gå man egentlig mere på i madlavning og nullermænd. Mon ikke Elias i sidste ende er bedre tjent med en glad mor med en uddannelse?
Sidst, men ikke mindst, er dette – i hvert fald for mig – også et budskab om at man kan hvad man vil og hvad man bestemmer sig før at gøre. En del har bag min ryg peget fingre af mig med flyvske kommentarer og rungende tanker som var meget a la: ”Ja…… nu kommer hun jo aldrig videre. Hun er ung mor og har fået barn.”, ”Hun får aldrig en uddannelse nu” og ”Det bliver da godt nok hårdt med sådan en bette én, hvis hun skal uddanne sig engang”.
Og ja! Det bliver da pisse hårdt – men det er jo også det der gør det så PISSE fantastisk, og flere og flere gør det! Det er det der gør det så pisse sej. For det ER hårdt. Men med det sure komme også det søde! Og JO, jeg skal nok få en uddannelse – som jeg hele tiden har sagt. Blot fordi nogle vælger en anden rækkefølge end andre er det ikke ensbetydende med at de aldrig kommer videre. Jeg har nu erfaret at livet kommet ikke i en bestemt rækkefølge.
Men studie – ja, jeg griber chancen. Jeg har bestilt bøger, fundet weekendjob på Sødisbakke og fundet en dagplejemor, som jeg tror vi kommer til at svinge med. Elias kan i hvert fald meget godt lidt hende.
Men det jeg egentlig vil med det her, er jo nok at fortælle alle mødrene derude, som sidder og føler sig utilstrækkeligt og føler en kontant dårlig samvittighed over ikke at stå til eller over at fejle, at de skal jo nok klare sig, de kære børn. Så længe vi overøser dem med kærlighed selvfølgelig. Det jeg har fået ud af dette valg, denne oplevelse oplevelse – kald det hvad I vil – det ér, at man virkelig skal huske at gøre noget for sig selv. Hvis mor har positiv energi, så smitter det af på baby. Så grib chancen, hvis det er det der gør dig lykkelig. Det er ikke noget ved at have mor på barsel, hvis hun alligevel bare går og sumper, og bliver depri. Og ja… selvfølgelig elsker vi vores små guldklumper og elsker at tilbringe tid med dem. Men der er bestemt ingen, der skal komme og fortælle mig at jeg elsker min lille dreng mindre blot fordi jeg vælger at gå på barsel et halvt år og ikke et helt år. Det er som om at det bare at blevet en selvfølge at man kun går op i sit barn, hvis man får 12 måneder derhjemme – og halvdelen af tiden gå man egentlig mere på i madlavning og nullermænd. Mon ikke Elias i sidste ende er bedre tjent med en glad mor med en uddannelse?
Sidst, men ikke mindst, er dette – i hvert fald for mig – også et budskab om at man kan hvad man vil og hvad man bestemmer sig før at gøre. En del har bag min ryg peget fingre af mig med flyvske kommentarer og rungende tanker som var meget a la: ”Ja…… nu kommer hun jo aldrig videre. Hun er ung mor og har fået barn.”, ”Hun får aldrig en uddannelse nu” og ”Det bliver da godt nok hårdt med sådan en bette én, hvis hun skal uddanne sig engang”.
Og ja! Det bliver da pisse hårdt – men det er jo også det der gør det så PISSE fantastisk, og flere og flere gør det! Det er det der gør det så pisse sej. For det ER hårdt. Men med det sure komme også det søde! Og JO, jeg skal nok få en uddannelse – som jeg hele tiden har sagt. Blot fordi nogle vælger en anden rækkefølge end andre er det ikke ensbetydende med at de aldrig kommer videre. Jeg har nu erfaret at livet kommet ikke i en bestemt rækkefølge.
Livet er hvad vi gør det til, og at gøre tingene på sin egen måde, burde de ikke være en styrke?
